Særdeles velbesøgt forårsmesse i Grindsted

GGIF håndbold kan i dag se tilbage på en ganske tilfredsstillende debut som messearrangører. Weekendens forårsmesse i Magion var særdeles fornuftigt besøgt – sagt på godt jysk:

– Samlet set havde vi 6112 besøgende fordelt over to dage, hvilket GGIF Håndbold vil betegne som godkendt, lyder det fra den ene halvdel af arrangørduoen, Benny Jensen.

Antallet af gæster kunne formentlig have været endnu højere, hvis ikke der havde været konkurrence fra både vejrguderne som bød på fortræffeligt lørdagsvejr, og weekendens mange gymnastikopvisninger i nærområdet.

Ifølge Benny Jensen blev der handlet livligt på de mange messestande:

– Mange udstillere melder om god handel. Der blev handlet impulsivt og afgivet ordrer hos udstillere med de varige forbrugsgoder. Mange fik optaget ordre, andre fik vist flaget og fortalt hvad tidens trend var indenfor fx køkken, boligforbedringer og bilhandlerne samt cykelhandleren fik flere handler hentet hjem. Ting som de uventede stande med krydderier, blomster, frugt, kunst, brugskunst, tøj og mode samt de mange behandlerstande har meldt ud, at der var godt gang i handlen her også, siger Benny Jensen.

Han benytter lejligheden til at rose de mange frivillige der hjalp til:

– Det har været en flot indsats fra mange, som har gjort at messen er tilbage og fællesskabet har vist sin styrke, og at man i GGIF Håndbold virkelig kan rykke sammen og løfte store arrangementer. Man bliver sgu lidt stolt af den opbakning der er udvist, smiler Benny Jensen.