Særligt buskort klar til unge

Modelfoto


Fremover kan alle unge mellem 15 og 20 år bosat i Billund kommune købe et særligt buskort til 400 kroner. Med kortet kan de unge køre med alle busser indenfor kommunegrænsen. Hensigten er at styrke de unges mulighed for en ungdomsuddannelse i Billund Kommune uanset hvor i kommunen de bor.

Det nye kort får navnet UngBillund og fungerer som et rejsekort, hvor man tjekker ind og ud ved hver rejse. Kortet tilbydes gennem Sydtrafik og bestilles nu via Sydtrafiks hjemmeside, hvor der er et link til UngBillund buskort.

– Det er rigtig godt, at der nu er en løsning klar. Jeg ved mange har spurgt til hvordan man fik det nye kort, som jo er et rigtig godt tilbud til de unge i kommunen, siger Per Nyhus, der er formand for Teknik- og Miljø i Billund Kommune.

Indtil nu har kommunens unge betalt op til 3.500 kroner for at rejse mellem hjem og uddannelse. Fremover vil den udgift være 400 kroner, og så kan de unge endda bruge kortet til at komme til og fra fritidsaktiviteter eller jobs også.

Forligspartierne bag UngBillund-buskortet har også bedt forvaltningen om at undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at tilbyde samme ordning til alle borgere i Billund Kommune.