Salg af tulipaner skæpper i andres kasser

Der er tre poser penge på vej til tre forskellige gode formål – med kærlig hilsen Lions Billund-Grindsted.

Det er overskuddet fra tulipansalget, der skal uddeles nu og det er blevet til forskellige beløb til tre organisationer:

– Ved hjælp og velvilje fra rigtig mange af kommunens erhvervsdrivende, er vi igen i år i stand til at støtte nogle aktiviteter, der alle har det til fælles, at de gør et stort arbejde for at støtte gruppen af unge, der på en eller anden måde har problemer i deres liv, lyder det fra Lions Billund-Grindsted, der i år har valgt at tilgodese Blå Kors, Julemærkehjemmene og headspace.

Således får Blå Kors 5000 kr. til hjælp for familier, der gerne vil have deres unge med på foreningens sommerlejr, mens der blev 10.000 kroner til Julemærkehjemmene til deres arbejde med udsatte unge.

Den største pose penge indeholdende 20.000 kroner havnede hos headspace til brug for sociale aktiviteter blandt de unge, som skal gøre dem bedre i stand til at tackle tidens udfordringer.