Det er gået de færreste næser forbi, at der rodes og regeres en del i midten af Billund i disse uger og kommunen arbejder på højtryk for sammen med entreprenørerne at gøre det hele så smertefrit som muligt.
For samtidig med at kommunen selv graver hist og pist i forbindelse med en længe planlagt etablering af regnvandsopsamling, så er Billund Byvision i fuld gang med at blive udfoldet. Det betyder at byen er under stor forandring – helt aktuelt med anlægsarbejdet af de nye torve og pladser omkring LEGO House.
For at øge parkeringsmulighederne mens der arbejdes, er der anlagt midlertidige 7 p-pladser på hjørnet af Rådhuspladsen/Systemvej – mellem Ebbe/Ann-Bett og Knophuset. I begyndelsen af det nye år kommer der yderligere otte offentlige p-pladser med indkørsel fra Systemvej bag Den Jyske Sparekasse. De i alt 15 p-pladser (med tre timers parkering) skulle gerne være med til at opveje de p-pladser, der er inddraget, mens 1. etape af anlægsarbejdet på Rådhuspladsen er i gang. Denne plads spærres i øvrigt for kørsel i begyndelsen af januar.
Hans Jensensvej er spærret i retning fra Aastvej til Kastanjerundkørslen, men det er dog tilladt at køre ned til Centervej/Rådhuspladsen hvis man kommer fra Aastvej.
På Grindstedvej er gravearbejdet mellem Kastanjerundkørslen og ABC-rundkørslen ved at være overstået. Cykelstien er dog fortsat spærret i østlig retning indtil udgangen af denne uge.