SF i Billund Kommune har nu etableret sig som en selvstændig partiforening. Beslutningen om en partiforening blev truffet efter kommunalvalget i november 2025, hvor partiet fik 2 ud af de tre opstillede kandidater valgt ind. Etableringen blev formelt gennemført på en stiftende generalforsamling i tirsdags.
Ved opstillingen til kommunalvalget var SF i Billund en del af SF Vejen. Det skete for at få organisatorisk sparring og mulighed for at koncentrere kræfterne om valgkampen. Efter valget er tiden nu vurderet moden til at danne en selvstændig lokal partiforening.
Ifølge SF’s gruppeformand i kommunalbestyrelsen, Rie Køppen, er etableringen et naturligt næste skridt:
– Vi har efter valget haft grundlag og opbakning til at stå på egne ben organisatorisk. Det giver bedre muligheder for at udvikle det lokale politiske arbejde og engagere medlemmerne i Billund Kommune, siger hun.
På generalforsamlingen blev der valgt en bestyrelse for den nye forening. Monika Lillelund blev enstemmigt valgt som forperson. Derudover består bestyrelsen af Stig Winterskov Lind som kasserer, Juliette Hauville som bestyrelsesmedlem og Chris Ælmholdt som bestyrelsessuppleant. Revisor er Helle Lundberg med Mogens Hansen som revisorsuppleant.
SF – Billund Kommune vil fremover stå for det lokale partiarbejde og den politiske organisering i kommunen under Socialistisk Folkeparti. Interesserede kan følge partiforeningen via sociale medier eller rette henvendelse til forpersonen for yderligere information.


