Sidste træning inden kvartfinalebrag


Pigerne fra BillundSkolen havde mandag den sidste fællestræning, inden det på onsdag atter går løs i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering. Her gælder det landskvartfinalen mod den fynske skole Sct. Hans. Opgøret spilles onsdag formiddag kl. 11 på anlægget ved Billund Idrætscenter. Og både spillere og trænere er klar til kamp:

– Vi har læst alt hvad der har været om Sct. Hans og føler os klar, siger træner og lærer på BillundSkolen, Carsten Thomsen.

Onsdagens modstander kommer til kampen i Billund med maksimal selvtillid. Vejen til landskvartfinalen har været fyldt med mål – men kun i den ende ende. En målscore på 55-0 for de fynske piger har givet BillundSkolen noget at tænke over:

– Vi ved at de scorer mange mål, så det skal vi have fokus på at forhindre dem i at gøre. Men vi spiller vores chance, selvfølgelig gør vi det, siger træner og lærer på BillundSkolen, Carsten Thomsen.

Han mener at hans hold har en helt specielt vindermentalitet:

– De her piger har det rigtig sjovt sammen og hygger sig med fodboldspillet. De er gode til at stå sammen som en enhed, forklarer Carsten Thomsen.

Han opfordrer alle til at komme op og heppe på BillundSkolens piger onsdag formiddag kl. 11. For de der ikke kan være til stede på stadion, er der mulighed for at følge kampen via BillundOnlines facebook-side.