Sigtet for spritkørsel efter møde med lygtepæl

Der var sprit i blodet på den mand der lørdag nat sad bag rattet i en bil, der torpederede en lygtepæl ved Nordea på Vestergade i Grindsted.

Påkørslen blev opdaget af et vidne, der så to mænd skubbe den beskadigede bil ind på Kvicklys parkeringsplads. Vidnet kontaktede derfor politiet, der rykkede ud og fik fat i bilens ejer – en 23-årig herboende polak, der boede i nærheden af uheldsstedet.

Sammen med ham var en anden mand, der havde været passager i bilen og som havde knaldet hovedet op i forruden, da bilen ramte lygtepælen.

Den 23-årige fører af bilen blev taget med til udtagelse af blodprøve, melder Netavisen Grindsted.