Skæbneaften for fodbolden i Billund


Hvis ikke det lykkedes for Billund IF Fodbold at finde en ny formand i aften, så kan det være slut med udviklingen af fodbolden i byen. Det lykkedes ikke at besætte formandsposten på den ordinære generalforsamling for fire uger siden, så dermed skal foreningen ud i en ekstraordinær af slagsen. Den afvikles i Billund Idrætscenter i aften kl. 19.

– Trods et godt fremmøde til årsmødet, lykkedes det ikke at få alle pladser i bestyrelsen besat. Det er tvingende nødvendigt, at nye frivillige møder op og tager en tørn i bestyrelsen. Der er et stort behov for at få endnu et eller to medlemmer i bestyrelsen, for at BI Fodbold fortsat kan bestå. Der skal ikke herske tvivl om, at det bl.a. er formandsposten, der mangler at blive besat, lyder det fra foreningen.

Bestyrelsen består pt. af 6 personer, som er klar til løse opgaverne. Men formandsstolen står tom.

– Med 450 medlemmer virker det underligt, at der ikke er én forælder derude, der er klar til at tage en tørn i formandsstolen, lyder det undrende fra den afgående formand, Robert Mortensen.

Ifølge ham sendes fodbolden i Billund ud i mørket, hvis ikke der vælges en ny formand i aften:

– Fodboldafdelingen har i en periode været drevet af for få hænder i bestyrelsen, Og derfor har fodboldafdelingen ikke udviklet sig som den burde. Der har kun været kræfter til at drive afdelingen, og den udvikling kan ingen have interesse i fortsætter, siger Robert Mortensen.

Hvis man ønsker at fodboldforeningen skal overleve, men ikke har mulighed for at møde op i aften, kan man sende Robert Mortensen en mail med tilsagn om at man ønsker at stille op.