Skandinavisk mesterskab rykker til Grindsted for første gang

For første gang bliver Grindsted i weekenden vært for de skandinaviske mesterskaber i Nordisk Trap – en disciplin i flugtskydning, hvor skytten med et haglgevær forsøger at ramme små lerduer, der bliver kastet ud i luften fra en maskine.

Omkring 90 deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Færøerne rykker ind på Grindsted Flugtskydningsbane, hvor der fredag og lørdag skal findes skandinaviske mestre. Det skriver Netavisen Grindsted.

Bag arrangementet står blandt andre Pro Trap under Grindsted Flugtskydningsbane, og formand Klaus Frostholm har selv været med til at få mesterskabet til Grindsted. Han har deltaget i de skandinaviske konkurrencer gennem omkring ti år og spurgte på et tidspunkt, om Grindsted kunne få lov til at stå som arrangør.

Det fik klubben grønt lys til – men det har krævet en del arbejde. Blandt andet er der etableret en ekstra bane, og mange frivillige timer er blevet lagt i at gøre området klar.

– Det er et kæmpe arbejde at arrangere det. Der er rigtig mange frivillige, der har brugt utrolig mange timer herude ved banen for at gøre det klar. Vi vil jo gøre det så godt, siger Klaus Frostholm.

Omkring 15-20 frivillige er i sving under selve mesterskabet.

Særlig opgave til formanden

De første deltagere ankommer allerede i dag for at træne, mens mesterskabet åbner fredag morgen med indmarch, flagallé og deltagere i landsholdsdragter.

Her får Klaus Frostholm selv en særlig rolle. Som 65-årig er han den ældste danske deltager, og traditionen betyder, at han sammen med den yngste dansker på 17 år skal hejse Dannebrog.

– Den første gang, man står i landsholdsdragt og synger nationalsangen, er helt speciel, fortæller Klaus Frostholm, der selv deltog første gang i 2016.

Fredag skal skytterne hver skyde til 100 duer, mens yderligere 50 venter lørdag inden finalerne. Der konkurreres både individuelt og på hold, og finalerne ventes afsluttet omkring klokken 15 lørdag.

Publikum er velkomne til at følge mesterskabet på Grindsted Flugtskydningsbane på Vesterhedevej uden for Grindsted.

Klaus Frostholm. Foto: René Lind Gammelmark