Skattestyrelsen har været på besøg hos fem virksomheder i Grindsted og omegn, hvoraf der hos tre var indikationer på social dumping.
– Ud fra de oplysninger, vi fik under kontrollen, vurderer vi, at virksomhedsejerne i to udenlandske virksomheder i Grindsted bliver beskattet forkert. De to virksomhedsejere bør anses for lønmodtagere i den danske virksomhed, de udfører arbejde for. Vi skal også se nærmere på, om en dansk virksomheds underleverandører reelt bør anses for lønmodtagere. På den måde sikrer vi, at der løbende bliver betalt dansk skat af det arbejde, der udføres, siger funktionsleder hos Skattestyrelsen, Ernst O. Nielsen.
De tre virksomheder kan nu forvente yderligere kontrol, så Skattestyrelsen kan opgøre den skat og moms, der mangler at blive betalt.
Og det er vigtigt med de her socialdumping-kontroller, mener skatteminister Rasmus Stoklund:
– Skattestyrelsens indsats mod social dumping har fokus på, at især udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den korrekte skat og moms i Danmark. Det er et vigtigt arbejde, som gøres for at sikre, at skat og moms ikke bliver brugt til at udøve unfair konkurrence over for bl.a. danske virksomheder, siger skatteministeren.
Virksomhederne, der bliver kontrolleret af Skattestyrelsen, er nøje udvalgt på baggrund af de informationer, myndighederne har om virksomhederne, og som kan indikere, at der kan være udfordringer med social dumping. Som led i kontrollerne har Skattestyrelsen over hele landet besøgt 47 virksomheder, hvoraf lidt over halvdelen kan forvente nærmere kontrol af deres forhold. Samlet set har Skattestyrelsen talt med 113 medarbejdere, hvoraf 91 var udenlandske.