Smitten stiger i Grindsted sogn og det betyder nu udvidede åbningstider til kviktest samtidig med at PCR-testbilen er på vej til byen.
Fra søndag den 30. maj og de kommende søndage bliver der derfor mulighed for at få en kviktest i MAGION i Grindsted. Der er åbent hver søndag fra 10-17.
Smitten har i løbet af den seneste uge samtidig været stigende i Billund Kommune oven på genåbningen. Derfor kommer der også mulighed for at blive testet i en PCR-bil uden tidsbestilling på Tårnvej 32, Grindsted. Det gælder søndag den 30. maj og fredag den 4. juni, hvor der begge dage er åbent fra 9-17.
– Der er heldigvis rigtig mange, som lader sig teste. Det er sådan, vi bremser smitten, så det skal vi blive ved med. Derfor er det godt, at der nu bliver bedre muligheder for test i Grindsted, siger leder af Sundhedsstaben og HR i Billund Kommune Lene Bruun.
Man skal huske mundbind og sundhedskort, når man skal testes. På Billund.dk/kviktest kan man se en oversigt over muligheder for kviktest i Billund Kommune