Årets Skulderklap er en pris, der kan tildeles en person, en forening, et hold, en gruppe/et miljø inden for kultur- og fritidslivet, som fortjener et skulderklap pga. et bidrag eller en særlig og/eller betydningsfuld indsat i det forgangne år.
Til prisen, der i år blev uddelt for anden gang, var tre nominerede: trænerne for Solsikkeholdet under GGIF Gymnastik, styregruppen ved DCH DM 2024 og Henrik Risager fra GGIF Håndbold.
Alle værdige modtagere af et gedigent skulderklap, men det blev trænerne for Solsikkeholdet under GGIF Gymnastik, Rikke, Martin og Daniel. der vandt prisen med følgende begrundelse:
– Nogle indsatser går ud over det sædvanlige – de skaber en forandring, der betyder alt for dem, der oplever den. Rikke, Martin og Daniel fra GGIF Gymnastik har gjort netop det med Solsikkeholdet. De har skabt et gymnastikhold, hvor børn med særlige behov kan føle sig set, forstået og ikke mindst have det sjovt. Med deres strukturerede tilgang og varme nærvær formår de at give hver træning en stemning af fest og fællesskab. Forældrene oplever en glæde i deres børn – og for børnene er mandag nu ugens bedste dag, hed det i begrundelsen.