Flere af Norwegians sommerafgange fra Billund Lufthavn er allerede godt booket længe før ferien begynder. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.
Ifølge Norwegian er der især stor efterspørgsel på ruter til Alicante, Malaga, Mallorca, London og Barcelona. Også de nye italienske ruter til Rom, Milano og Napoli trækker mange bookinger.
– Vi oplever en meget høj efterspørgsel på sommerens afgange fra Billund. Mange har været tidligt ude, og flere fly er allerede godt fyldt op, siger Sara Neergaard, landechef i Norwegian Air Shuttle i Danmark.
Norwegian udvider denne sommer antallet af destinationer fra Billund fra fem til 14 direkte ruter.
Ifølge Billund Lufthavn vælger flere rejsende at flyve direkte fra Billund fremfor at tage turen til lufthavne øst for Storebælt. Det gælder især rejsende fra Vestdanmark.




