Space Center-planer vækker jubel på borgmesterkontoret og hos Destination Trekantområdet

Op mod en halv mio besøgende forventes at vende forbi området mellem Grindstedvej og Granvej i Billund, når Space Center Danmark står færdig i 2028. Den vurdering er foretaget på baggrund af tal fra Destination Trekantsområdet.

Projektets placering i gå-afstand til flere af byens andre attraktioner, herunder LEGO House betyder at der kan opnås god synergi mellem de to helårsattraktioner. Samtidig har turismen stor betydning for Billund Kommune som helhed, og 2024 blev kommunens bedste turismeår nogensinde. Tal fra VisitDenmark viser nemlig en stigning i antal overnatninger på over 4 pct. sammenlignet med 2023.

– Ferie er ikke bare ferie. Der skal oplevelser til. Oplevelser for alle sanser med noget for enhver smag. Billund er i forvejen et mekka af stærke oplevelser, og det her bliver et rigtig godt supplement til byen. Hvis projektets potentiale lykkes, vil det ikke bare løfte Billund som et populært område at besøge – det vil få afledte positive effekter i hele Trekantområdet, siger Martin Perregaard-Bitsch, direktør i Destination Trekantområdet.

I arbejdet med projektet samarbejder man med flere forskellige parter – både om selve projektet og om, hvem der skal eje og drive det i fremtiden. Projektet bliver en del af en ny kommune- og lokalplan for området, og der bliver også lavet en miljøundersøgelse for at vurdere, hvordan projektet påvirker natur og miljø. Lokalplanen bliver sendt i offentlig høring, før politikerne endeligt godkender den.

– Hvis alt går som planlagt, begynder arbejdet på projektet i 2. kvartal 2026, og byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2028.

– Det er et rigtig spændende og visionært projekt, som jeg glæder mig meget til at følge og behandle med mine kollegaer i kommunalbestyrelsen. Jeg tror nemlig, at Space Centret vil kunne supplere de mange gode oplevelser, som vi – takket være vores stærke erhvervsliv – allerede i dag tilbyder med fokus på leg og læring. For med Space Centret vil vi kunne tiltrække både børn og voksne med interesse for rumfart og andre læringsoplevelser inden for videnskab og teknologi. Oplevelser, som vi ikke allerede favner i dag, siger borgmester Stephanie Storbank.

Illustration: Kumulus Arkitekter
Illustration: Kumulus Arkitekter
Illustration: Kumulus Arkitekter