Specialdesignet t-shirts skal støtte foreningslivet


Køb en t-shirt og støt foreningslivet i Grindsted. Sådan er meldingen fra tøjforretningen Hr. P i Grindsted og indehaver Jonas Pedersen, der har fået specialdesignet en t-shirt til gavn for det lokale foreningsliv.

Den vigtige støtte til foreningslivet kommer i en tid, hvor butikkerne selv har det meget svært, men alligevel mener Jonas Pedersen det er vigtigt at de frivillige foreninger også påtænkes:

– Jeg har selv en del med foreningslivet at gøre og derfor ved jeg at det er vigtigt med flow i økonomien for at få det hele til at hænge sammen. Selvom vi har det hårdt i butikkerne, og for tiden ikke ligefrem smider om os med sponsorkroner, så kan vi jo alligevel godt støtte på en måde, forklarer Jonas Pedersen om sit initiativ.

Han har valgt at støtte GGIF Fodbold med en del af salget af t-shirten, som du kan se ham præsentere her.

Indtil videre er der bestilt 150-160 t-shirt og bestillingerne vælter fortsat ind.