Speciel julehilsen til Billund


Det skal være sjovt at dyrke motion. Det mener Auriane Knapp Galtier fra Billund, som er en kende frustreret over at motion og fitness nu igen er lukket ned. Derfor går hun ture rundt om i byen – både korte og lange.

Og i går var en af de lange. Her gik den 45-årige franske kvinde en forudbestemt rute på lidt mere end 19 km rundt i Billund. Det var nøje planlagt for hun skulle gå en rute, så der på hendes Strava-oversigt bagefter ville stå “God Jul Billund” – som en julehilsen til hendes nye hjemby, som hun flyttede til for to år siden.

– Det er en del af Strava Art. Her kan man tegne alle mulige figurer ind i ruteplanlæggeren og så gå turen bagefter. Jeg har også prøvet at “gå et juletræ” i LEGOLAND Holiday Village, siger Auriane Knapp Galtier.

Hun opfordrer derfor alle sine medborgere til at hoppe med på Strava Art og gå ture i mønstre eller figurer – nu når vi alligevel ikke kan være aktive sammen i foreningslivet.