Det nye lokale folketingsmedlem, Kris Jensen Skriver, har sat sig selv på auktion i forbindelse med Danmarks Indsamlingen.
Her kan man byde på en middag for to på Hotel Hedemarken i Grindsted – og den ene stol ved bordet besættes altså af Kris Jensen Skriver, mens personen overfor bliver den der byder højest i auktionen.
Overskuddet fra Danmarks Indsamlingen går i år til verdens sårbare børn.
Middagen vil bestå af et glas champagne, tre retter med vin og afsluttende med kaffe og sødt.
– Jeg vil først og fremmest meget gerne støtte en god sag, og samtidig vil jeg gerne gøre det et lokalt sted. Kenneth Thomsen fra Hotel Hedemarken var helt med på ideen. Det glæder mig meget. Jeg håber, at der sidder nogen derude, der kan se mulighederne i at støtte en god sag og samtidigt få en god middag. Jeg ser frem til en hyggelig aften med vinderen, siger Kris Jensen Skriver.
Også på Hotel Hedemarken var man helt med på ideen, da folketingsmedlemmet henvendte sig:
– Da jeg blev kontaktet i forhold til at lave denne aftale, var jeg ikke i tvivl om at vi skulle være med, for vi vil gerne bakke op om det gode initiativ, der er i Danmarks Indsamlingen, og vi ser frem til at tage imod vinderen af auktionen, siger Kenneth Aagaard Thomsen fra Hotel Hedemarken.
Auktionen løber frem til den 4. februar kl. 22, hvor Danmarks Indsamlingen ruller på skærmen, og foregår på lauritz.com.



