Sportmaster Billund blev Månedens butik i Danmark

Butikschef i Sportmaster Billund, Flemming Nørbygaard (nr 2 fra højre) sammen med sit personale.


Sportmaster i Billund blev i dag kåret til månedens butik i december i hele Sportmaster-kæden.
Den ærefulde titel kom i hus, da december måneds omsætning for alle Sportmaster-butikker i Danmark blev talt op. Her stod det klart, at Billund-butikken er den butik i hele landet, der har formået at øge omsætningen mest per kunde i forhold til december 2014.

– Kort fortalt betyder det, at vores kunder har brugt flere penge i butikken i forhold til samme måned året før. Dét der især gør mig glad og stolt er, at jeg har to forholdsvis nye ansatte i butikken, og når vi så formår at blive månedens butik i hele Danmark, så betyder det altså lige lidt mere, siger butikschef, Flemming Nørbygaard.

Med titlen følger en pose penge på 3.800 kroner, der skal bruges til et socialt arrangement for personalet.