Stadig intet fund af meteoritter i lokalområdet

Da resterne af den aktuelle meteorit endnu ikke er fundet, er det uvist hvordan den ser ud. Men her er et eksempel på hvordan én type meteorit kan se ud. Foto: Jesper Grønne


Der er endnu ikke fundet meteoritter på landjorden i området mellem Grindsted og Brande.

Det er ellers her eksperterne mener, resterne af en meteor landede efter at have passeret over Danmark natten til den 4. marts.

– Det går ikke så godt med at finde meteoritter. Forstået på den måde, at vi ikke har fået noget ind. Vi har ikke fået antydningen af, at nogle skulle have fundet noget af det rigtige, siger Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Så måske påsken var en anledning til at tage vandreskoene på og holde blikket nedad på gåture i Grindsted/Sdr.Omme/Filskov-området. Vi snakker trods alt en findeløn i omegnen af en tusindkroneseddel per gram for de mest almindelige meteoritter.