Stærk Billund-trup til Brande


Det er, med træner Torben Pedersens ord, nogenlunde det stærkeste mandskab han stiller med, når Billunds serie 2 herrer i aften gæster Brande. Derfor skulle de tre tiltrængte point også gerne komme i hus i aften, når Billund spiller sæsonens fjerde udekamp.

Forud for opgøret ligger Billund på en 4. plads i tabellen med otte point op til Ikast KFUM på førstepladsen. Men hvis troen på at blande sig i toppen skal forblive intakt, så skal der 3 point på kontoen i aften:

– Vi er udmærket klar over kampens vigtighed og betydning for resten af foråret. Hvis vi vil hænge nogenlunde på i toppen af tabellen, tæller kun 3 point. Jeg er nu umiddelbart heller ikke bange for Brande, da jeg kender Brande særdeles godt, og ved præcis hvordan vi skal gribe dem an, lyder det fra træner Torben Pedersen.

Efter en enkelt kamps fravær er Anders Thomsen, Nicolai Pedersen og Frederik Bekker alle tilbage i truppen, der håber rigtig mange vil tage turen fra Billund til Brande for at se kampen på Brande Stadion. Der fløjtes op kl. 19.