Stafet For Livet i Billund slår rekord

Der er god grund til smil og juleglæde hos Stafet For Livet Billund Kommune. Årets stafet, der blev afholdt første weekend i september, har nemlig givet det bedste økonomiske resultat siden starten i 2014. Det samlede overskud lander på hele 736.938 kroner, som nu sendes videre til Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge styregruppen er resultatet et tydeligt bevis på den massive opbakning, arrangementet fortsat nyder i Billund Kommune.

– Det er med stor glæde og ydmyghed, at vi kan sende dette flotte beløb videre til kræftsagen. Opbakningen fra lokalsamfundet betyder alverden, lyder det fra styregruppen i deres julehilsen.

Stafet For Livet 2025 samlede 551 deltagere, fordelt på 21 hold og 75 fighters, der tilsammen skabte en stemningsfuld og aktiv weekend. Programmet bød blandt andet på børnestafet, bamsehospital, ansigtsmaling, tombola, banko, musik og fællesspisning.

Som traditionen byder, kulminerede weekenden med den stemningsfulde lysceremoni lørdag aften – et stille og rørende øjeblik med plads til refleksion, taler og fællesskab.

Pengene fra stafetten går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse samt støtte til patienter og pårørende. Herudover går 10 procent af det indsamlede beløb direkte tilbage til Kræftens Bekæmpelses lokale afdeling i Billund Kommune, hvor midlerne bruges til gavn for kræftramte og deres familier lokalt.

Derudover bidrager stafettens møbelbutik i Grindsted fortsat positivt til økonomien. Butikken sælger donerede kontormøbler og forventer også et flot resultat ved årets udgang.

Allerede nu ser styregruppen frem mod næste år. Stafet For Livet 2026 løber af stablen på Filskov Stadion den 5.-6. september, og de første hold har allerede tilmeldt sig.

Med rekordoverskud, solid opbakning og stor lokal deltagelse sender styregruppen en varm julehilsen og et stort tak til alle deltagere, sponsorer og frivillige, der har været med til at gøre årets stafet til en succes.