Stephanie Storbank: De bedste resultater skabes ikke af dem, der råber højest

Demokratiet lever af samtale, samarbejde og viljen til at finde fælles løsninger – ikke af skarpe fronter og høje råb.

Det var et af hovedbudskaberne fra Billund-borgmester Stephanie Storbank, da hun fredag holdt grundlovstale ved det konservative grundlovsarrangement i Grindsted.

Borgmesteren brugte talen til at slå et slag for samarbejde på tværs af politiske skel og advarede mod den polarisering, som præger debatten mange steder.

– Demokrati er ikke, når vi råber højest på sociale medier eller trækker os ind i vores egne ekkokamre. Demokrati er, når vi taler med hinanden, lytter til hinanden og forsøger at finde løsninger i fællesskab, også når vi er uenige, sagde Stephanie Storbank.

Hun fremhævede samtidig det lokale demokrati som noget af det vigtigste i hverdagen og pegede på, at de bedste resultater opstår gennem samarbejde.

– De bedste resultater bliver ikke skabt af dem, der blot råber højest. Resultater bliver skabt af politikere, der samarbejder og tager ansvar. Og af mennesker, der tør løfte blikket og tænke på helheden, lød det.

I talen kom borgmesteren også ind på sin egen rolle efter genvalget ved kommunalvalget sidste år. Ifølge Stephanie Storbank handler kommunalpolitik ikke om at vinde enkeltsager eller skabe hurtige overskrifter, men om at tage ansvar for hele kommunen.

– Man får ikke en stærk og sammenhængende kommune ved kun at tænke på én by, én målgruppe eller én dagsorden ad gangen. Man får en stærk kommune ved at tage ansvar for fællesskabet som helhed, sagde hun.

Borgmesteren pegede desuden på Billund Kommunes internationale profil og understregede betydningen af at værne om demokratiske værdier som ytringsfrihed, respekt og åbenhed i mødet med borgere fra hele verden.

Hun afsluttede talen med en opfordring til fortsat engagement i demokratiet.

–  Grundlovsdag er ikke kun en fejring af fortiden. Det er en påmindelse om, at demokratiet hele tiden skal vælges til igen og igen.