Stjernetour runder 800 tilmeldte

Arkivfoto: Helle Mølgaard / Sydbank Stjernetour de Grindsted


Sydbank Stjernetour de Grindsted har nu rundet de første 800 tilmeldte. Løbet arrangeres d. 7. maj af Grindsted Cykelmotion og er det 24. løb i rækken.

– Det glæder os, at tilmeldingerne strømmer ind og vi varmer op til den sidste uge med forberedelser i udvalgene omkring løbet. Alle mand er i gang og der er rigtig travlt, siger formand for Stjernetour Svend Lavstsen.

Stjernetouren er i år udfordret af ombygning og anlægsarbejde foran MAGION, hvor det nye Campustorv tager form. I weekenden omkring løbet d. 6-8. maj er Tinghusgade således helt spærret af. Det betyder blandt andet et ændret start- og målområde, samt nye parkeringsområder. Start- og målområdet er således flyttet til bagsiden af Magion med indkørsel fra Sdr. Boulevard over for Stadion.

– Vi håber, at området bag Magion bliver rammen omkring en cykelfest uden lige, med musik, mad og forhåbentlig rigtig mange cykelinteresserede mennesker, lyder det fra Svend Lavstsen.

Stjernetour er en del af Den Jyske Udfordring, og er endda lidt mere udfordrende i år, da der kun er to dage mellem de to første arrangementer, nemlig Astral Biking/Danmarks Højeste Motionscykelløb og Sydbank Stjerne Tour de Grindsted. Så er der også 8 dage til Grejsdalsløbet, hvor man kan kæmpe om at blive Danmarks Sejeste Cykelrytter.