Største projektkor til dato giver koncert

Privatfoto


Et kor bestående af 60-70 sangglade amatører indtager tirsdag aften Billund Kirke som den del af den litterære koncert, der har fået titlen “Skønne toner og store ord”.

– Det selvopfundne koncept en ”litterær koncert” udgøres af en vekselvirkning mellem fællessang, korsatser og oplæsning af citater fra skønlitteraturen, siger dirigent for projektkoret, Christine Toft Kristensen.

Hun svinger tirsdag aften taktstokken foran det største antal kormedlemmer, der nogensinde har været i projektkor-regi:

– Det er vokset lige så stille, de gange vi har haft det. Nu har der jo været coronapause, men til jul var vi 60, og nu er vi altså lige et nøk mere, siger Christine Toft Kristensen.

Og der er vitterligt tale om en flok amatører, som har fået 4-5 gange til at øve sig i med resten af koret:

– Det er dét, jeg godt kan lide; at der ikke er nogen form for optagelsesprøve. Man skal bare komme forbi, fordi man godt kan lide at synge. Og derfor er det så fedt, når vi når derhen til, hvor vi kan synge firstemmigt, griner Christine Toft Kristensen.

Hun vil igen op mod jul stå bag endnu et projektkor, hvor der vil være 6 øvegange:

– Jeg tror også det er dét, der har tiltalt så mange: at der er tale om et kortere forløb, og hvor man ikke skal binde sig til så lang tid. Og så dét at vi afslutter med en koncert, hvor deltagerne viser hvad de har arbejdet med, siger Christine Toft Kristensen.

Tirsdag fremfører det aktuelle projektkor så hvad de har fået den seneste måneds tid til at gå med. Det sker i hvad arrangørerne har valgt at kalde en “litterær koncert”. Udover projektkoret er der indslag ved Billund Pigekantori, Ronnie Flyvbjerg Olesen på klaver og Torben Sminge på trompet og så har sognepræst Solvej Paabøl Andersen udvalgt teksterne, som hun også selv læser op.

Og det hele er ganske gratis i morgen aften, tirsdag den 17. maj kl. 19.