Stor interesse for Billund Kommunes grønne planer

Der var fyldt godt op, da mere end 160 lokale lodsejere mødte frem hos SAGRO til orienteringsmøde om kommunens planer for omlægning af arealer i regi af Den Grønne Trepart.

Kaffe, te og hjemmebag satte rammen for en aften med stor spørgelyst og livlig debat. Her præsenterede Billund Kommune udkastet til sin omlægningsplan – en del af den landsdækkende aftale mellem regeringen, landbruget og grønne organisationer, som skal sikre en bæredygtig omstilling af Danmarks natur og landbrugsjord.

Kommunens direktør for Teknik, Plan og Kultur, Martin Sejersgaard-Jacobsen, bød velkommen og satte scenen for, hvordan den grønne omstilling konkret kan komme til at påvirke lokale lodsejere.

Herefter fulgte indlæg fra Allan V. Pedersen, formand for Jysk Landboforening, og Michael Beck-Hansen fra DN Ringkøbing-Skjern, der hver især gav deres bud på, hvordan aftalen kan skabe både udfordringer og muligheder.

Peter Borgen fra Billund Kommune fortalte om de kommende lavbunds- og vådområdeprojekter, mens Emil Hougaard Smed fra SAGRO rundede af med fakta om CO₂-afgift, arealstrategi og fremtidige projektmuligheder.

Efter oplæggene blev kortene rullet ud – helt bogstaveligt. Deltagerne kunne her gå i dialog med konsulenter og kommunale medarbejdere om, hvordan planerne konkret rammer deres egne marker og områder.

De mange input tages nu med i det videre arbejde, hvor planen skal behandles politisk – først i fagudvalget og derefter i kommunalbestyrelsen.