Stor interesse for spontant loppemarked

Da et af medlemmerne i gruppen UFO – UnFinishedObjects – havde ryddet op i sit hjem efter julen, mente hun at der var en del ting, der ville gøre sig godt på et loppemarked.

Og med UFOs indtog i Rumlig – det nye fælles værested i Billund Centret – var det nærliggende at holde loppemarkedet der. Kun kort tid efter ideen om markedet var sendt ud blandt borgerne, kunne UFO melde “alt udsolgt” af standpladser til eventet søndag den 5. februar fra kl. 13-15.

– Der er plads til 18 stande, og de er fyldte, siger Amanda John, der sammen med Cecilia Soque er en del af UFO. Det var UFO, der i sin tid sammen med Billund Bibliotek fandt frem til at bruge lokaler i Centret til flere fællesskaber. Og loppemarkedet er blot en af de ting, der finder sted i Rumlig, som var der hvor Billund ErhvervsFremme  havde til huse inden flytningen til Kløvermarken.

Alle borgere kan booke Rumlig til fælles event og sammenkomster. Kravet er bare at der skal være åbent for alle der har lyst. Stedet kan bookes gennem Billund Bibliotek og lige nu er der blandt andet taget initiativ til barselscafe, brætspils-hyggetimer og senest altså loppemarked, som den dag får lov at brede sig ud i center-området.

FAKTA:

UFO – Unfinished Objects – er en gruppe for folk, der sætter gang i små “crafty”projekter, men aldrig finder tid til at færdiggøre dem. SÅ får man lejlighed til at gøre netop det i gruppen, hvor der sludres og hvor man får hjælp til at færdiggøre de pågældende projekter.