Stor tak og varme ord til Hans Bennetzen ved afskedsreception i MAGION

Der var både smil, anerkendelse og eftertænksomhed, da der i dag blev holdt afskedsreception for Hans Bennetzen, som efter mange år som bestyrelsesformand for MAGION i Grindsted nu går på pension.

Hans Bennetzen har været med helt fra begyndelsen, da projektet – dengang under navnet IKC – blev sat i gang i 2009. Og ifølge talerne ved receptionen er det ikke for meget sagt, at hans fingeraftryk sidder solidt plantet i både murværk og ånd i det store sports- og kulturcenter.

Centerleder Henrik Steen Andersen lagde i sin tale vægt på Bennetzens afgørende rolle i den tidlige fase, hvor op mod 40 millioner kroner skulle skaffes for at realisere visionerne.

– Projektet var stort, ambitiøst og ikke færdigfinansieret. Men med økonomisk skarphed, overblik – og et glimt i øjet – lykkedes det at samle hele området om opgaven, sagde Henrik Steen Andersen, og mindede blandt andet om kreative indsamlingsinitiativer, vinsmagninger og den særlige MAGION-vin, som bidrog til finansieringen.

Henrik Steen Andersen takkede samtidig Hans Bennetzen for 12 år med et tæt og tillidsfuldt samarbejde og kaldte ham både levemand, kulturbærer og ildsjæl.

– Du har ikke bare været en del af MAGIONs rejse. Du har været MAGIONs rejse, lød det blandt andet.

Også formanden for Unge, Beskæftigelse, Kultur og Frivillighedsudvalget i Billund Kommune, Lars Hansen, fremhævede Bennetzens betydning. Han mindede om, at det var en politisk beslutning i 2009 at udpege Hans Bennetzen som kommunens repræsentant i projektet – en beslutning, han kaldte et ”pletskud”.

– Med dig som formand har MAGION udviklet sig til et uundværligt samlingspunkt for kultur- og idrætslivet i Grindsted og hele Billund Kommune, sagde Lars Hansen og roste samtidig Bennetzens fokus på både drift, økonomi og udvikling.

Den nye bestyrelsesformand, Torben Black, satte ord på, hvordan MAGION i dag summer af liv fra morgen til aften – med sport, kultur, fællesskab og fordybelse under samme tag.

– MAGION er et magisk sted, som har noget at tilbyde alle i kommunen. Men sådan et sted skaber ikke sig selv. Det kræver, at nogen går forrest – og det gjorde du, Hans, sagde han.

Torben Black understregede, at bestyrelsen vil arbejde videre i samme ånd og fortsætte udviklingen af MAGION. Samtidig afslørede han, at Hans Bennetzen allerede er udnævnt til MAGIONs første æresmedlem.

Afskedsreceptionen sluttede med varme ønsker for fremtiden – og et klart håb om, at Hans Bennetzen også fremover vil være en synlig del af livet i MAGION, blot i rollen som gæst, ven af huset og æresmedlem.