Storbank bakker op om Venstres ledelse: Vi skal stå sammen

Mens Venstre på landsplan har været igennem en uge med intern ballade, har stemningen været en ganske anden på Julemessen i MAGION i Grindsted. Her har borgmester Stephanie Storbank og Venstres lokale gruppeformand, Robert Terkelsen, mødt borgere, der snarere er kede af situationen end vrede over den.

– Jeg var spændt på, hvor meget vi skulle snakke om Venstre på landsplan her på Julemessen, men det har overhovedet ikke fyldt. Folk har været positive og sagt, at der åbenbart er forskel på Venstre på landsplan og kommunalt, fortæller Stephanie Storbank.

Når den landspolitiske ballade alligevel er kommet på tale, har reaktionerne ifølge borgmesteren været præget af bekymring.

– Folk giver udtryk for, at de faktisk er triste over, at situationen er, som den er. Det er trist at se på, at sådan et gammelt parti har det svært, siger hun.

Robert Terkelsen fortæller, at han heller ikke har oplevet sure vælgere eller medlemmer andre steder i kommunen. Han har blandt andet været i kontakt med en lokal vælgerforeningsformand, som heller ikke havde oplevet udmeldelser eller skældud.

Forstår partiledelsens hårde linje

Ugens ballade i Venstre tog blandt andet fart, da flere folketingsmedlemmer stemte imod partilinjen i sagen om gødningsloven L5. Blandt dem var det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen.

Efterfølgende har Venstres formand Troels Lund Poulsen gjort det klart, at folketingsmedlemmer, der fremover bryder med gruppens beslutninger, risikerer at ryge ud af folketingsgruppen. Og den linje har Stephanie Storbank forståelse for.

– Når man er et parti, er man nødt til at acceptere, at diskussionerne tager man i grupperummet. Der må man indgå de kompromisser, der skal til, for at man kan have en fælles holdning og så gå ud og være fælles, siger borgmesteren.

Hun mener, at et parti er nødt til at kunne stå på mål for en fælles retning.

– Man kan ikke være et parti med divergerende holdninger, for så er man ikke til at regne med.

Robert Terkelsen understreger, at partiets linje ikke alene er formandens beslutning, men bygger på det, flertallet i folketingsgruppen er blevet enige om.

– Så går Troels Lund Poulsen ud og siger, at det er den vej, vi går. Og så kommer det til at lyde, som om det er ham, der bestemmer det, forklarer Robert Terkelsen.

Anni mødte opbakning

Også Anni Matthiesen lagde søndag vejen forbi Venstres stand på Julemessen, hvor hun ifølge egne oplysninger blev mødt af flere vælgere, som takkede hende for at have stemt imod gødningsloven.

Stephanie Storbank havde endnu ikke nået at tale nærmere med Anni Matthiesen om hendes oplevelser på messen, da BillundOnline talte med borgmesteren. Til gengæld havde Robert Terkelsen oplevet en borger, der efter Annis besøg spurgte, om hun stadig var på standen. Vedkommende ville gerne fortælle hende, at hendes beslutning havde gjort en forskel.

Trods uroen på landsplan håber Stephanie Storbank nu, at Venstre kan bruge det kommende landsmøde til at komme videre.

– Folk har sendt os afsted med ønsker om, at vi forhåbentlig får et rigtig godt landsmøde, og at vi på den anden side får rejst os igen, siger borgmesteren.