Strømafbrydelse i MAGION


Det er hverken grundet stigende elpriser eller protester mod noget som helst, at Magion i Grindsted den 18. oktober slukker for det meste af strømmen i kultur- og eventstedet.

Det er ganske enkelt fordi det nye motorik- og kampsportscenter skal tilsluttes hovedtavlen i Magion og den slags tager altså noget tid.

Derfor vil der være lukket for strømmen fra kl. 7-13 i Vestjysk Bank Arena, MAGION torvet, MAGION Fitness, Café MAGION og MAGION Biblioteket og Borgerservice.

Svømmehallens varmtvandsbassin og børnebassin vil være lukket hele dagen, mens 25 meter bassinet vil være i drift. Det er alene i den nye del af svømmehallen, strømafbrydelsen får konsekvenser for driften.