I mange år var hun SFs ansigt i Billund kommune, og tilbage i årene 2010-2013 sad hun da også i Byrådet i Billund kommune for partiet. Men hverken i 2013 eller 2017 opnåede Susanne Mathiesen fra Grindsted valg til byrådet trods henholdsvis 189 og 227 personlige stemmer.
Efter hun er droslet ned i tid i headspace og er kommet væk fra headspace Billund har Susanne Mathiesen fået mod på endnu en tur i lokalpolitik:
– Det er noget rod at være centerchef i samme kommune, som skal give én tilskud og offentlige støttekroner, så derfor har jeg været ude af politik, mens jeg var hos headspace Billund. Nu er jeg i Fredericia, hvor jeg er trappet ned rent arbejdsmæssigt, siger Susanne Mathiesen, som dermed igen kan afse tid til politik.
Og hvad skal hun så hvis hun bliver valgt?
– Jamen, jeg skal ruske op i vores demokratiske processer, som jeg virkelig synes har lukket sig om sig selv. Der er mange beslutninger som træffes, hvor det er mit klare indtryk at det ikke er en samlet kommunalbestyrelse, der står bag. Det kan godt være det ser sådan ud udadtil, men sådan som jeg hører det, så er det jo primært beslutninger, der bliver truffet i økonomiudvalget. Og så tager man bagefter sådan en orienteringsrunde med sine partier, siger Susanne Mathiesen.
Så skal der ifølge hende også kigges på Børnenes Hovedstad og en bedre kommunikation af hvad konceptet i virkeligheden er – og særligt ikke er – ligesom Susanne Mathiesen også efterlyser borgermøder, hvor borgerne reelt set møder beslutningstagerne og ikke spises af med kommunale direktører og ledere:
– Politikerne er nødt til at være noget mere synlige. Vi er nødt til at mene alvorligt at vi vil en dialog med borgerne, fastslår den erfarne SF’er.
Men selvom hun er den politiske veteran, så fastslår Susanne Mathiesen med syvtommersøm at Rie Køppen er og bliver partiets spidskandidat.
– Det er der slet ingen tvivl om. Rie er SFs spidskandidat i Billund kommune til efterårets kommunalvalg, også selvom jeg nu også kommer på stemmesedlen, fastslår Susanne Mathiesen.