Teknologi-lejligheden har fokus på handicappede

Modelfoto


Når Billund Kommunes Teknologi-lejlighed i Sdr. Omme atter har åbent hus-dage i næste uge, så er det denne gang med fokus på handicappede.

Blandt andet vil ATE-afdelingen fra LEGO komme forbi og fortælle lidt om deres afdeling og hvad de kan tilbyde. Derudover stiller Moccazine op og giver et indblik i konceptet med madlavning for udviklingshæmmede. Et par af kommunens udviklingshæmmede vil også give en smagsprøve på deres dansetalenter i The Feel Good Way.

En af dagene kommer to handicappede desuden på besøg i lejligheden for at fortælle om deres hverdag:

34-årige Martin Lauridsen er paraplegiker og beretter om forhindringer, udfordringer og muligheder i sin hverdag – som han har formået at klare fint uden at lade kørestolen være en forhindring. Den anden gæst er Michael Jørgensen, der vil fortælle lidt om sit liv efter en ulykke, og hvad der har hjulpet ham.

På den sidste åbent hus dag vil Handicaprådet informere om handicapområdet og vise forskellige apps der måske kan lette livet for handicappede.

Billund Kommunes Teknologilejlighed findes på Rahbæksvej 18 i Sdr. Omme.