Han var næsten på hjemmebane, den gode Thomas Helmig, da han og resten af bandet lørdag aften lukkede og slukkede årets Musik i Gryden.
– Jeg var faktisk lige i Grindsted for et par uger siden, hvor jeg svømmede og trænede i Magion, lød det fra Helmig. Han og familien har nemlig sommerhus på Sdr. Omme-egnen og har holdt sommerferie her gennem 25 år, lod han forstå fra scenen – til publikums store jubel.
Hele vejen gennem koncerten skrålede både dem på 19 og dem på 58 år med på sangene, som særligt for de sidstes vedkommende, er vokset op med Thomas Helmig på cd-afspilleren. Koncerten bød på adskillige Helmig-hits fra årenes løb i en opdateret 20’erne version.
Gryden blev lukket og slukket med Thomas Helmigs coverversion af Princes “1999” – og dermed blev der sat et festligt farvel for Musik i Gryden 2023.





























