Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller gæster Vorbasse

PR-foto


Onsdag den 6. april er det muligt at opleve tidligere udenrigsminister Per Stig Møller holde foredrag i Vorbasse. Det er Sognehuset der danner rammen om foredraget over emne “Fremtidens udfordringer.”

Arrangørerne er Vorbasse Seniorer og Høreforeningen der for et halvt år siden lavede aftalen med Per Stig Møller, der er en efterspurgt foredragsholder. Dengang var tanken at udviklingen i Mellemøsten og Syrien ville være på dagsordenen, men siden da har verden forandret sig – ikke mindst i Østeuropa.

– Med Per Stig Møllers indsigt i både den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i dag, mener vi han har stor viden om at belyse emnet Fremtidens udfordringer, oplyser arrangørerne.

Foredraget finder sted i Vorbasse Sognehus onsdag den 6. april kl. 14.00. Det koster en halvtredser og alle interesserede er velkomne. Der er teleslynge og skrivetolkning, oplyser Vorbasse Seniorer og Høreforeningen.