Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet to personer for en stribe kontaktbedragerier mod ældre – og politiet mistænker dem også for at stå bag et forsøg på svindel i Billund tirsdag.
En 24-årig kvinde fra Norddjurs og en 32-årig mand fra Silkeborg blev onsdag klokken 17.53 anholdt og sigtet for tre kontaktbedragerier begået i Give, Vejle og Kolding tirsdag og onsdag.
Her blev tre ældre borgere ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra deres bank. Beskeden var, at deres kort var blevet spærret, og at en kollega derfor ville komme forbi.
Kort efter dukkede en kvinde op på adresserne for at hente kreditkort, kontanter og eventuelle smykker.
Mistænkes også for forsøg i Billund
Politiet mistænker de to for også at stå bag et lignende svindelforsøg på Egevænget i Billund tirsdag eftermiddag.
Her blev en 66-årig kvinde ringet op af en person, der udgav sig for at være fra Vestjysk Bank. Hun fik at vide, at hendes kort var ved at blive hacket, og at banken ville sende en person ud for at hente det.
Kort efter dukkede en kvinde op på adressen. Den 66-årige fattede dog mistanke og nægtede at udlevere sit kreditkort.
Det var blandt andet gode signalementer, der førte politiet på sporet af de to mistænkte.
– Takket være nogle gode signalementer lykkedes det os forholdsvist hurtigt at få de to personer koblet til de tre episoder. De er nu sigtet i sagen, der fortsat er under efterforskning, siger vicepolitiinspektør Brian Christensen fra Sydøstjyllands Politi.
De to er sigtet for forholdene i Give, Vejle og Kolding og er efterfølgende blevet løsladt. Episoden i Billund indgår fortsat i politiets efterforskning.
Sydøstjyllands Politi opfordrer samtidig til, at man taler med ældre familiemedlemmer og venner om denne type svindel. Banker og politi sender ikke personer ud for at hente betalingskort, koder eller MitID.


