To forskellige sko skal markere manglende lighed mellem køn

Hvis du ser nogle af de lokale butiksansatte gå rundt i to forskellige sko, så er det ikke en forsinket reaktion på julestress eller almindelig sindssyge.

Det er nemlig Soroptimisternes markering af Kvindernes Internationale kampdag i morgen den 8. marts.

Siden 1910 har dagen været brugt til at markere ligestilling mellem kønnene og til at fejre kvindernes økonomiske, sociale og politiske fremskridt globalt. Ligestilling er udover en grundlæggende rettighed, også et nødvendigt grundlag for en fredelig, velstående og bæredygtig verden.

– Globalt er der stadigvæk meget at kæmpe for. Vi er nået langt i de nordiske lande i det sidste århundrede, men der er stadigvæk områder, hvor vi ikke er i mål, siger Jette Seidenschnur, som står i spidsen for Soroptimistklubben i Grindsted og Billund.

I december markerede organisationen det faktum at mange kvinder stadig oplever kønsbaseret vold ved at pynte gadebilledet med orange ting. Og denne gang er happeningen så at bære forskellige sko, for at illustrere at der ikke er lighed mellem kønnene endnu. De lokale Soroptimister har fået flere butiksansatte og bibliotekerne med på ideen.