Endnu en gang var Super Duper Mooper Strawberries blandt de allerbedste, da 150 børn og unge lørdag dystede i FIRST LEGO League i Billund. Men de var ikke alene om at sikre sig en billet videre til den nordiske finale.
Det private Billund-hold løb med den eftertragtede Champion-pris og vandt samtidig robotkonkurrencen. Dermed fortsætter holdet de flotte resultater fra tidligere år, hvor de blandt andet har kvalificeret sig til en international finale i USA.
Også International School of Billund kunne juble. Her sikrede holdet Spideys: Into the Bioverse sig andenpladsen i den samlede konkurrence og vandt samtidig innovationsprisen.
Begge hold skal nu repræsentere Billund ved den nordiske finale i Aarhus den 28. november.
Men der blev også delt andre priser ud ved lørdagens konkurrence hos Center for Børnenes Hovedstad.
Bio Bricks fra International School of Billund vandt prisen for bedste robotdesign, mens Julehuletræerne fra Grindsted Vestre Skole fik kerneværdiprisen.
Atomic Pirates fra Kirkebakkeskolen vandt markedsføringsprisen, og The Blue Brains fra Grindsted Vestre Skole fik X-factor-prisen.
Endelig blev Inge Nørmark fra Grindsted Privatskole hædret med vejlederprisen.
Årets tema var BIOGLOW, hvor børnene skulle bruge kreativitet, teknologi og robotter til at arbejde med naturens udfordringer og finde nye måder at beskytte og genoprette naturens balance på.




