To huse på samme vej ramt af indbrud i Billund

Tyve var i går på spil i Sønderkær i Billund, hvor to huse tæt på hinanden har haft ubudne gæster.

Det første indbrud skete mellem klokken 17 og 19, hvor tyvene brød et vindue til stuen op med et koben. Herefter har de været rundt i huset, hvor både kontor og soveværelse er blevet gennemrodet. Tyvene har også været omkring stuen og køkkenet.

Guldring med lilla sten stjålet

Et andet hus på samme vej blev også ramt tirsdag eftermiddag eller aften. Her har tyvene ligeledes brugt et koben til at bryde et stuevindue op ved hængslerne. Flere rum i huset er blevet gennemrodet, og denne gang er der blandt andet stjålet kontanter og smykker – herunder en guldring med en lilla sten.

Sydøstjyllands Politi har endnu ikke oplyst, om der er en direkte forbindelse mellem de to indbrud, men fremgangsmåden er meget ens.