To velkendte ansigter valgt som forbrugernes repræsentanter i Billund Vand & Energi

Der bliver kendte kræfter på forbrugerpladserne i bestyrelsen for Billund Vand & Energi de næste fire år. Valget er nemlig endt med, at Lars Thomsen og Per Nyhus sætter sig rundt om bordet som repræsentanter for selskabets forbrugere – og det ovenikøbet efter et valg med rekordhøj deltagerprocent.

Lars Thomsen fortsætter dermed i bestyrelsen, hvor han allerede har sæde som forbrugervalgt, mens Per Nyhus vender tilbage efter en periode ude. Han var senest med i bestyrelsesarbejdet for fire år siden, dengang udpeget af kommunalbestyrelsen.

Direktør i Billund Vand & Energi, Thomas Kruse Madsen, glæder sig over både engagementet og det kommende samarbejde:

– Vi ser frem til et godt samarbejde med de forbrugervalgte. Vi er taknemlige for, at alle fire kandidater valgte at stille sig til rådighed og glade for det store engagement fra forbrugerne, siger han.

De nyvalgte træder formelt ind i bestyrelsen ved den kommende generalforsamling i starten af det nye år. Her vil også de øvrige kandidater, der ikke opnåede valg, Frederik Sørensen og Jari Toftkjær Sørensen blive noteret som henholdsvis 1. og 2. suppleant.

Bestyrelsen består derudover af formand Kristian Tvergaard samt to politisk udpegede medlemmer. I den forgangne periode har det været Simon Nicolajsen og Majbrit Rasmussen, men sammensætningen kan ændre sig, når den nye kommunalbestyrelse er på plads.

Næste gang forbrugerne skal til stemmeurnerne for at vælge repræsentanter til bestyrelsen bliver i 2029.