Da LEGO House offentliggjorde, at Frederik Vesti ville gæste Billund fredag, var Emily Daod ikke i tvivl. Hun skulle afsted.
Den 20-årige motorsportsfan fra København tog turen tværs gennem landet sammen med sin søster for at møde den danske Mercedes-kører.
– Jeg så nyheden om, at Frederik Vesti kom til LEGO House, og så tænkte jeg bare: Jeg skal afsted, siger Emily Daod til BillundOnline.
Interessen for motorsport begyndte allerede i barndommen.
– Jeg er vokset op med det. Min far har altid været fan, så jeg har siddet og set løb sammen med ham. De seneste år er det bare blevet en endnu større interesse for mig, fortæller hun.
Mens faren primært nød løbene, begyndte Emily selv at interessere sig for kørerne og deres karrierer.
– Jeg begyndte at dykke ned i, hvem de forskellige kørere var, og hvem der havde potentiale til at blive til noget. Det synes jeg er rigtig spændende, siger hun.
Særligt Frederik Vesti fangede hendes opmærksomhed.
– Jeg begyndte for alvor at følge Frederik i 2022 og 2023. Der fik jeg virkelig øjnene op for ham, siger Emily Daod.
I dag følger hun så tæt med, at hun driver sin egen Instagram-side dedikeret til den danske racerkører.
– Når Frederik kører de lange løb, lægger jeg op løbende. Nogle gange næsten time for time, mens han er i bilen, fortæller hun.
Fredagens besøg i Billund var anden gang, hun mødte ham personligt.
– Det er selvfølgelig fedt at kunne komme tæt på en person, som man har fulgt i flere år, siger Emily Daod.
At turen fra København til Billund var lang, spillede ingen rolle.
– Da jeg så, at han kom herover, vidste jeg bare, at jeg skulle afsted. Heldigvis ville min søster gerne med, så det passede perfekt, siger hun med et smil.
Mens køen til autografer og selfies voksede foran den store LEGO-byggede Mercedes-racer, stod Emily klar med sine modelbiler og sin samling af minder fra tidligere møder med den danske motorsportsprofil.
Og hvis man spørger hende, er der ingen tvivl om, at Frederik Vesti stadig har det, der skal til for at nå det ultimative mål.
– Jeg synes, han har et kæmpe potentiale. Det er derfor, jeg følger ham så tæt, lyder det fra Emily Daod.



