Travbanen indleder påskeløb med ponyløb

Razor Blade jagter i lørdagens 8. løb på Billund Travbane den tredje sejr på stribe.


Billund Trav tager for alvor fat på sæsonen 2016, når der lørdag bydes på et 11 løbs stort program med start kl. 18.45.

Næsten hele den danske kuskeelite har fundet vej til Billund Trav, og de skal ud at køre med mange fine topheste. Til aftenens løb udbydes der spil i såvel Norge, Sverige som Danmark, hvilket betyder store gevinstpuljer.

Aftenens hovedløb er 8. løb ”Ekstra Bladets Liga 2 Løb” hvor landets førende travtræner Flemming Jensen stiller til start med en ny hest i stalden Slide So Easy.

– Det kan være en ny international stjernehest, fortæller travbanens direktør Christian Hundebøl og fortsætter, men de møder  blandt andet Razor Blade og Kenneth Andersen, der har to sejre på stribe, og med garanti har sigtet indstillet på et hattrick.

Da det jo er påske og alle børn har ferie, er der også noget for dem at kigge på. Aftenens program indledes kl. 18.20 med et ponyløb, hvor 8 unge kuske/ryttere skal dyste. Det er morgendagens stjerne der her udvikles.