Travfolk vil bevare Billund-banen

Arkivfoto : Billund Photo


Står det til Billund Travklub, så skal banen i Billund bevares. Det står klart efter gårsdagens ekstraordinære generalforsamling i travklubben. Ifølge klubbens hjemmeside var omkring 80 travsportsinteresserede mødt op for at diskutere banens fremtid – forud for travbanens ekstraordinære generalforsamling i næste uge.

– Mødet blev især præget af folks frustrationer omkring informationsniveauet fra Billund Travs direktør og bestyrelse. Folk var meget frusteret over hemmelighedskræmmeriet og den indelukkethed, man møder på kontoret, skriver Billund Travklubs næstformand, Mads Hjortsballe i mødereferatet.

Ifølge referatet var der stort håb om at Billund Trav bevares som løbs- og træningsbane, men også som arbejdsplads og socialt mødested for alle samfundslag.

Til travservice.dk oplyser Mads Hjortsballe at Travklubbben ejer for 8.500 kr i aktier ud af 1 million, så en beslutning om fortsat drift kræver opbakning fra andre:

– Vi er meget afhængige af, at der er bred opbakning blandt aktionærerne til at drive banen videre. Banen har dog og har næsten altid haft en sund økonomi, så vi kan ikke se at det skulle være et problem at skaffe pengene til den videre drift, siger Mads Hjortsballe til travservice.dk.

På den ekstraordinære generalforsamling i Billund Trav på tirsdag den 12. januar kl. 19, skal aktionærerne tage stilling til et konkret tilbud fra en interesseret køber af området.