Tre års forgæves jagt på en lærling

Privatfoto


For første gang i firmaets 37-årige historie, står JM Malerfirma nu uden lærling. Den seneste blev udlært i december, og trods tre års intens søgning efter en ny lærling, er der ikke dukket nogen op. Dermed har indehaver og malermester, Preben Lindrum fra Almstok, mærket på den hårde måde, hvor svært det er at drive de unge under 25 år ind i håndværkerbranchen.

– Jeg forstår det ikke. Det er et godt fag med god løn og der er stort set garanti for job efter endt uddannelse, siger 44-årige Preben Lindrum.

Han er selv udlært hos JM Malerfirma og står i dag som indehaver af firmaet. Dermed har han været i firmaet i 28 år og kan konstatere at han er omgivet af loyale og trofaste medarbejdere:

– Vi har to ansatte, der i år kan fejre 25 års jubilæum og en tredje har været her i 16 år. Derudover har tre ansatte rundet ti års ansættelse og et par stykker mere nærmer sig de ti år, siger Preben Lindrum.

En malerlærling står i lære i tre et halvt år. Undervejs er der 35 ugers skoleophold og efterfølgende svendeprøve. De fleste her i området er på skole i Vejle. Der er løn under hele forløbet – også mens man er på skole. Når lærlingetiden er udstået, tjener man som malersvend fra 150 kroner i timen og derover.

Men hvorfor er det så så svært at finde en lærling til JM Malerfirma?

– Jeg tror det skyldes at det for tiden ikke er populært at være håndværker. Det kan vi se bare ved at kigge på Vejle Tekniske Skole, der kun har 12 ansøgere på det her grundforløb. Der har aldrig været lavere søgning til håndværksfagene, siger Preben Lindrum.

Han fastslår at alle lærlinge der uddannes hos ham, tilbydes ansættelse efterfølgende:

– Skulle man blive træt af faget, kan man jo altid læse videre bagefter. Men det er vigtigt at pointere, at det kræver en god fysik at være håndværker. Det er et hårdt fysisk fag, så man skal være indstillet på at bruge sin krop en del i løbet af arbejdsdagen, siger Preben Lindrum, der bestemt ikke keder sig for tiden:

– Vi har rigeligt at lave. Faktisk så meget at vi har lejet folk ind i øjeblikket, siger malermesteren, der håber på snart at kunne ansætte en egnet lærling.