Turistsæsonen slår alle rekorder

Afgående direktør i Billund ErhvervsFremme, Morten Karlsbjerg. PR-foto


Der har aldrig været så mange overnattende turister i Billund kommune, som der var i 2016. Det viser helt nye overnatningstal fra Danmarks Statistik, som netop er blevet offentliggjort.

Antallet af overnatninger på de mange overnatningssteder i Billund kommune er i 2016 steget med hele 4,78 % sammenlignet med 2015.

De flotte tal skyldes en stor stigning af udenlandske turister. Der var 68.500 flere udenlandske overnatninger i Billund kommune i 2016, i forhold til 2015. Det er en flot stigning på 11,4%. Derimod har der været et svagt fald i antallet af danske overnatninger på 1 %

– Det er utroligt flotte tal som endnu engang understreger, at Billund kommune er en af de mest attraktive turistdestinationer i Danmark. Med LEGOLAND og Lalandia har vi to af de helt store fyrtårne i nordeuropæisk turisme og tallene viser jo tydeligt, at vores turismeerhverv formår at tiltrække flere og flere turister hvert år. Samtidig nyder vi godt af en succesrig lufthavn som også formår at øge antallet af rejsende år efter år, siger Morten Karlsbjerg, direktør i Billund ErhvervsFremme og Visit Billund.

De udenlandske overnatninger kommer især fra Sverige, Norge, Holland, Storbritannien og Tyskland.  Svenskerne har overtaget 1. pladsen som dem der har flest overnatninger. Der har været en fremgang af svenske overnatninger på 13 %.

Den store højdespringer er Storbritannien, som bl.a. efter åbningen af en ny direkte rute mellem Billund og Heathrow, har haft en stigning på 35,5%  britiske overnatninger.

– Med åbningen af LEGO House som en ny fantastisk attraktion lige midt i Billund, så bliver det fantastisk spændende at følge udviklingen i antallet af turister de kommende år, siger Morten Karlsbjerg.