Tyske Jonathan blev gæst nummer 1.000.000 i LEGO House

Det blev 7-årige Jonathan fra Stuttgart i Tyskland, der blev gæst nummer 1 mio i LEGO House – et magisk tal, der blev rundet i dag.

Unge Jonathan var i dag i LEGO House for første gang sammen med sin familie i anledningen af en to ugers sommerferie ved Vestkysten.

Sammen med overraskelsen over at være gæst nummer 1 million, får Jonathan også et livstidsgyldigt årskort til LEGO House, hvor han resten af sit liv kan komme og besøge LEGO House sammen med en ledsager, et specialbygget LEGO trofæ samt en badge han kan have på resten af dagen. Jonathan skulle selvfølgelig også i LEGO butikken i LEGO House og vælge en valgfri LEGO æske samt spise gratis i restaurant MINI CHEF.

– Det er helt fantastisk at kunne tage imod gæst nummer 1 million. Det kom lidt før end forventet pga. en rigtig god sommer, hvor vi har haft mange udsolgte dage, siger direktør, Kathrine Kirk Muff.

Selvom LEGO House i dag rammer gæst nummer 1 million ville det sikkert være sket noget tidligere, hvis det ikke havde været for Corona-pandemien.