Tyveri og hærværk mod skulpturer

Den forgyldte keramik-buste på Villiam Miklos Andersens skulptur blev stjålet kort efter Sommerudstillingens åbning.


Sommerudstillingen i Skulpturpark Billund er slut og trods tyveri og hærværk mod kunstværkerne, betegner arrangørerne udstillingen som god.

Sommerudstillingen, der var med til at markere Skulpturparkens jubilæumsår, havde deltagelse af syv unge kunststuderende fra Det Jyske Kunstakademi i Århus, som deltog med seks installationer. Men undervejs blev flere værker ødelagt af ukendte gerningsmænd.

– Af Freja Niemann Lundrups tre-delte installation blev det ene værk ødelagt, hvoraf noget blev fundet af Park- og Vejfolkene i Anlægget, i byens modsatte ende. Det kunne ikke repareres. Derudover blev skulpturen med den turkmenske titel for ordet “din” af  Liv Andersen ødelagt, da den øverste del, en forgyldt keramik-buste, blev stjålet, fortæller Kirsten Vagtholm, der er formand for Skulpturpark Billund bestyrelse.

De to kunstnere blev orienteret og begge hændelser omtalt på Skulpturparkens facebook-side.

Men alt i alt er sommerudstillingen forløbet fint, mener Skulpturpark Billund. Værkerne pilles ned i de kommende dage – dog undtaget et par stykker:

– Holger Højgaards installation af 20 sorte 20-liters benzindunke (med vand!) er blevet solgt til en opstilling i en privat have, mens Stine Rosdahl-Petersens bikube-halmskulptur – med halm fra Museumsgården Karensminde – får lov at blive stående og blive til natur, siger Kirsten Vagtholm.