Unge forskere undersøger naturen ved Flisværket i Grindsted

En solrig majmorgen var alt andet end en almindelig skoledag for et hold 1.g-elever fra Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole. Bevæbnet med pipetter, jordrespirometre og målebånd rykkede biokemiholdet ud til Flisværket på Tingvejen i Grindsted for at undersøge biodiversiteten og jordens respiration i området.

Bag initiativet står biologilærer Anja Lykke Hundebøll Nielsen og kemilærer Anna Kathrine Tygesen Bennetsen, der med projektet ønsker at bringe naturfagene ud i virkeligheden. Undervisningen er en del af et samarbejde mellem GGES og forsyningsselskabet GEV, der arbejder med grøn omstilling og biodiversitet på deres arealer.

– Samarbejdet med GEV gør undervisningen mere virkelig, da elevernes undersøgelser rent faktisk indgår i et større projekt. Dermed giver det mere mening for eleverne, at lave forsøgene i forhold til, når det er standardforsøg i laboratoriet, siger Anja Lykke Hundebøll Nielsen.

GEV’s udviklingschef, Martin Østergaard, ser stor værdi i samarbejdet:

– Det er altid rigtig interessant at arbejde med studerende, som brænder for at komme ud og afprøve de nyeste teorier på konkrete problemstillinger. For relationen og samarbejdet imellem institutioner giver det bedste resultat, fortæller han.

Eleverne udførte målinger af jordens respiration på fire lokaliteter omkring Flisværket, hvor de brugte respirometre til at vurdere mikroorganismers aktivitet – en nøgleindikator for jordens sundhed.

Derudover arbejdede eleverne med at registrere plantearter ved hjælp af appen ”Arter”, som giver mulighed for at følge biodiversiteten over tid. Med målebånd og Raunkjær-cirkler i hånden dokumenterede de, hvad der vokser netop dér, hvor Grindsted arbejder for en grønnere fremtid.

Undersøgelserne er ikke en éngangsforeteelse, men første led i et flerårigt forløb, hvor eleverne kan vende tilbage og følge udviklingen.

Efter feltarbejdet gik turen tilbage til klasselokalet, hvor eleverne nu arbejder videre med analyser og konklusioner, som senere bliver delt med GEV.

Med projektet får eleverne ikke bare praktisk erfaring. De er også med til at skabe reel viden om den lokale natur.