Unge håndboldspillere havde en fest til håndboldskole

1. divisionsspiller Rolf Ravn sammen med den ældste aldersgruppe i håndboldskolen. Privatfoto


MAGION i Grindsted var i weekenden fyldt med håndboldglade børn til håndboldskole under GGIF.

To dage fyldt med sjove, inspirerende og lærerige dage for klubbens yngste medlemmer, hvor de trænes af klubbens unge trænere, der også får noget værdifuld erfaring i løbet af håndboldskolen.

Det vankede en særlig overraskelse til de ældste på håndboldskolen, da Rolf Ravn, der til dagligt spiller på klubbens bedste herrehold i 1. division, kom forbi og trænede gruppen. Sammen med Rolf blev der blandt andet øvet trickskud og de sejeste jubelscener. Det var en stor oplevelse for mange af spillerne, lyder det fra arrangørerne.

Det meste af søndagen på håndboldskolen gik med ”håndboldprøven”. Her skulle børnene rundt på 8 poster, hvor de kunne bevise, at de er gode håndboldspillere ved at kunne skyde langt, har god kondition, kan samarbejde, kan score mål, kan løbe stærkt, har styrke, kan koncentrere sig og er smidig.

Holdene var blandet lidt mellem de forskellige årgange, så man ikke nødvendigvis kendte alle på sit hold. Til at guide holdet rundt på posterne havde hvert hold en holdkaptajn, en af klubbens unge trænere, der sørgede for, at alle børnene fik en god oplevelse.

– Det er fedt at være med, fordi man er sammen med vennerne, og så lærer man en masse nyt, lød det fra Nanna Toft Hansen, og Housen Mohammad supplerer:

– Og så får man også nye venner. Jeg har lært mange nye at kende, som jeg aldrig har snakket med før, siger Housen Mohammed med henvisning til at der på holdet var spillere, som han ikke plejer at træne og spille med.

To af deltagerne på weekendens håndboldskole i MAGION, Housen Mohammad og Nanna Toft Hansen fra GGIF Håndbold. Privatfoto