Der kan være mere kunst på vej til Grindsted Anlæg. Og denne gang er det ikke bare noget, de unge skal kigge på. De skal selv være med til at skabe det.
En række lokale aktører er nemlig gået sammen om at etablere en kunstpavillon tæt på kunstværket heartspace til headspace, der blev skabt af unge fra Headspace Billund i samarbejde med kunstnerne Tine Hecht-Pedersen og Pontus Kjerrman tilbage i 2023.
Nu er tanken at bygge videre på idéen med et nyt, offentligt mødested, hvor der bliver plads til både kunst, fællesskab og en hyggelig pause midt i anlægget.
Og de unge skal ikke bare have lov til at mene noget om projektet. De skal selv have fingrene i materialerne.
Sammen med kunstnerne skal de blandt andet skabe en mosaikbænk af genbrugsmaterialer og fremstille håndformede tagtegl. Selve pavillonen skal efter planen bygges af lokale håndværkere med blandt andet egetræ og materialer fra lokalområdet.
Bag projektet står blandt andre Headspace Billund, FGU, STU, Grindsted/Give Uddannelsescenter, UngBillund og Unge- og Kulturhuset.
Kommunen skal give grønt lys
Hele herligheden ventes at koste omkring 400.000 kroner, som projektgruppen vil forsøge at skaffe gennem fonde, lokale bidrag og sponsorater. Men før der kan bygges noget som helst, skal politikerne give lov. Pavillonen skal nemlig stå på kommunens grund, og derfor skal der en politisk tilladelse til, før projektgruppen kan søge byggetilladelse.
Samtidig skal kommunen tage stilling til, om den vil betale de forventede årlige vedligeholdelsesudgifter på cirka 15.000 kroner. Heraf er 10.000 kroner afsat til eventuelt hærværk, graffiti og mindre reparationer.
Projektet har allerede fået dispensation fra naturbeskyttelsesreglerne, men klagefristen udløber først den 9. oktober.
Nu skal politikerne i Unge-, Beskæftigelses-, Kultur- og Frivillighedsudvalget tage stilling til, om projektet kan komme et skridt nærmere virkeligheden.


