Et flertal i Billund byråd har indgået en aftale om de kommende års budgetter – og det blev et budget som Venstre er særdeles godt tilfredse med. Det fortalte gruppeformand Peter Fredensborg ved dagens pressemøde.
Han fremhævede især at der i budgettet er afsat svimlende 339 mio kroner til anlægsprojekter over de næste fire år. 116 af disse millioner kommer børn og unge i kommunen til gavn. Der investeres nemlig i opgradering og nybyggeri af institutioner, idrætsfaciliteter og fritidsliv.
Der kommer blandt andet en ny skole i Hejnsvig, ny daginstitution i Sdr. Omme, specialafsnittet på Lynghedeskolen renoveres og så skal idrætsfaciliteterne på Vestre Skole også have en overhaling.
– Det er efter vores opfattelse i Venstre en rigtig god prioritering. For fremtiden er nemlig først og fremmest – og mest af alt – børnenes. Derfor skal vi investere i dem, lød det blandt andet fra Peter Fredensborg.
En del af anlægspengene skal bruges til at etablere nye bolig- og erhvervsområder i kommunen – noget der ifølge Venstre er afgørende for at man kan få flere til at flytte til kommunen.
Ifølge Peter Fredensborg giver dette budget også en bedre balance i kommunen:
– Vi investerer nemlig også massivt i de mindre bysamfund i kommunen. Måske mere end vi nogensinde har gjort før. Af de 339 mio, der er afsat til rene anlægsinvesteringer, er små 200 mio øremærket konkrete projekter rundt om i kommunens syv byer – med ca halvdelen til landdistrikterne og den anden halvdel til de to centerbyer, siger Peter Fredensborg.