Vægtklinikken under Billund Kommune har fået nyt navn og ny adresse. Fremover hedder tilbuddet Sunde Skridt og er flyttet ind hos Sundhed & Træning på Sydtoften i Grindsted.
Navneskiftet og flytningen skal understrege, at madudfordringer hos børn handler om meget mere end blot vægt.
– Det allerbedste er, at familierne oplever at få den hjælp, de har behov for. En forælder sagde forleden, at hun for første gang oplevede, at nogen SER hendes søn. Vi ser ikke en vægt – vi ser mennesket. Og den tilgang har nu fået hendes søn til at tabe sig for første gang efter mange fejlslagne forsøg. Sådan en tilbagemelding betyder rigtig meget, fortæller sundhedsplejerske Lone Østergaard Andreasen fra Sunde Skridt.
Tilbuddet henvender sig til familier med børn i alderen 3–17 år, hvor mad og måltider fylder for meget i hverdagen. Det kan være i forbindelse med småtspisning, overspisning, selektiv spisning eller konflikter omkring måltiderne. Et forløb varer typisk et år og tilrettelægges individuelt – med eller uden børnenes deltagelse, alt efter forældrenes ønske.
– Vi vil med både navneskiftet og den nye placering gerne understrege, at tilbuddet ikke kun er til familier med børn, hvor vægten opleves problematisk. Nu tilbyder vi også forløb, der kommer omkring mad, søvnvaner, fritidsinteresser, skærmforbrug og generel trivsel – både fysisk, psykisk og socialt, uddyber Lone.
Hos Sunde Skridt møder familierne et tværfagligt team bestående af sundhedsplejerskerne Lone og Marianne samt diætist Malene.
Hvis du vil vide mere om tilbuddet, så kontakt sundhedsplejersken på dit barns skole eller skriv direkte til sundeskridt@billund.dk, hvorefter du vil blive kontaktet.
Læs mere om Sunde Skridt her: https://www.billund.dk/borger/sundhed/sundhedspleje-til-gravide-og-boern/ (åbn fanebladet Sunde Skridt)



